Tursilgaard – Staldgård nr. 3 – Store Vildmose
TURSILGAARD – Planteavl
Tursilgaard – 3 generationer
1. Generation – Erik Øvlisen – 1952 – 1960’erne
Tursilgaard blev købt af min far Erik Øvlisen i maj 1952 fra enken efter Th. Chr. Jorsal, der året forinden var omkommet ved en arbejdsulykke på gården.
Enken havde 2 døtre – RUT og LIS, efter hvem gården er navngivet – deres navne stavet bagfra……
I 1952 bestod gåren af ca. 40 ha. spagnum jord, fordelt på 8 marker (fenner) med 100 m mellem grøfterne og 550-650 m længde. Dræning var foretaget med røde lerrør. Jorden dyrkedes med græs til afgræsning, hø og ensilering, kartofler samt korn (Byg og Havre). Der var tilknyttet 1 karl.
Besætningen bestod af ca. 30 køer, med opdræt, lidt grise med opdræt, samt æglæggende høns.
I 1956 kom min mor Karen Øvlisen til gården og satte sit tydelige præg på “privaten”. Dette i form af at den græsbegroede gårdsplads blev omdanne til en regulær gårdsplads med det, der idag svarer til knust asfalt. Hun omdannede ca. 1000 m2 græsmark foran beboelsen til have med græsplane, stauderbede, hæk, træer, frugt og urtehave; og fik etableret drivhus på gavlen af stuehuset. Omdannelsen fra spagnum-græs-mark til have skete ved at køre adskillige m3 sand på mosejorden, sammenfræse og planere dette til den flotteste prydhave – tilført regnorme til at dræne og sørge for passende kompostering til frodig havejord – mosens første af sin art.
Dyrkningsbetingelserne i marken var yderst vanskelige, da grøfterne ikke var dybe og effektive nok, tillige med dræningen. Dette førte til at far i 1960’erne stoppede den arbejds- og kapitaltunge (med dårlige indtjening) kartoffeldyrkning, for at koncentrer sig om dyreholdet, primært køerne. Samtidig tog han i banken og fik et lån, til erstatning af flere leverandørkreditter. Hans dygtighed medførte at vi havde en efter tidens og områdets forhold god økonomi.
Sidst 1960’erne blev det muligt at optage billige grundforbedringslån. Dette var starten på en ny tid for Vildmosens dyrkningmuligheder. Det blev nu muligt at færdes på jordene med kartoffeloptagere, mejetærskere m.v. Samtidig brød vildmosekartoflen for alvor igennem som kvalitetskartoffel. Dette løftede indtjeningen fra dårlig til rigtig god. Hvis en af kartoffelavlerne ikke et år skiftede til ny troktor, talte man straks om hvad der mon var sket med hans kartofler.
Vi skal dog helt op til sidst i 1980’erne/start 1990’erne før drænings- og dyrkningsforholdene blev så gode som de er idag. Dog vil vi altid være yderst sårbare for store mængder nedbør, eller lange våde perioder. F.eks. var seneste 2017 et forfærdeligt år, hvor 25-30 % af kartoflerne i Vildmosen ikke kunne tages op !
I 1965 byggede far 6 træsiloer i laden til kornopbevaring – de bruges stadig til dette.
1970’erne – 1990
Disse ændringer kom i tæt tilknytning til Danmarks indtræden i EF, som yderligere lagde “bunden” under indtjeningen i landbruget.
I samme årrække blev den enkelte gårds egen vandboring (indeholdende okker) erstattet af “vandværksvand fra Biersted bakke”. SÅ fik mor sit nye badeværelse (uden brulige okkerstriber) – med varme i gulvet.
Først i 1970’erne besluttede Erik at den arbejdskrævende kvægbesætning skulle udskiftes med svinehold, hvorfor han egenhændigt omdannede kvægstalden til svinestald.
I 1975 begyndte far umotiveret at falde, og fik i 1976 konstateret sclerose. Han måtte hurtigt sande at fremtiden som landmand var kort. Fra at være vant til at kunne mange ting selv, måtte han erfare at bestige en traktor blev umulig. Dette nederlag kom far aldrig over og han gav nærmest op, og endte efter kort tid i kørestol og “lænket” til sig eget hjem. (Far døde i januar 1994 71 år gammel. Mor døde i december 1994, 9 dage før sin 70 års fødselsdag – af minigitisj. En meget tragisk afslutning på 2 menneskeres virkelysten og slidsomme liv.)
Mor tog kampen, og drev egenhændigt svineproduktionen videre, jeg lavede det jeg kunne i marken, hjulpet af venner, familie og bekendte. I 1982 måtte mor stoppe svineproduktionen, så hun kunne koncentrere sig om at passe far. Jeg startede på gymnasiet og vi bortforpagtede 3/4 af jorden.
2. Generation – Carsten Øvlisen – 1990 ->
Sådan drev vi gården videre frem til jeg (og Mette) overtog gården efter min far og mor 15. august 1990, hvor de flyttede til Aabybro.
i 1992, blev der tilkøbt ca 25 ha. jord i 1992 ifbm. statens privatisering af deres tidligere drevne arealer. Der er nu 70 ha. dyrkningsareal til Tursilgaard, hvoraf 20-25 ha. udlejes til dyrkning af vildmosekartofler i fast rotationsordning.
Tursilgaard har siden 1980’erne været drevet på deltids/fritidsbasis med planteavl. Driften foretages med egne maskiner. Høsten foretages i samarbejde med Mettes forældre og onkel, der driver Skovlund ca. 4 km. fra Tursilgaard.
Driften er udviklet i takt med såvel nye metoder har vist sin relevans, lige som der har været fokus på kvaliteten i afgrøderne, samt en tidsmæssig effektivisering så driften kan klares af Carsten med et minimun af hjælp fra andre. Alle arbejdsopgaver klares selv med eget materiel, lige fra såning, sprøjtning til høst. Der behov for hjælp i høst, fra Mette og 1-2 mejetærsker-/traktorfører.
Der er løbende siden 1990 investeret i forbedringer og opgradering af såvel bygninger, arealer omkring bygningerne som maskiner og traktorer. Her kan f.eks. nævnes etablering af 3 rækket læhegn, etablering af markvej, så alle marker kan tilgås via fast vej, udskiftning af plantøringsanlæg med “amerikanersilo” til korntørring og opbevaring, etablering af værksted i gammel kostald, nyt støbt gulv i den træ-ladenbygning (som står fra oprindeligt opførsel), skift af tag på alle bygninger. Omkring husene er der etableret kørefast afsætningsplads, tillige med asfaltering omkring værkste, lade og kornsilo. Maskinparken opdateres løbende med skifte til nyere brugte maskiner.
Der er sket meget fra de første traktorer i 1950’erne til dagens moderne maskiner.
Den specielle spagnumjorden, betyder at der INTET slid er på maskinerne. Denne udgift modsvares dog i nødvendigheden af gode afvandingsforhold, incl. god dræning af jordene. Dette er højt prioriteret, og vedligeholdes/suppleres løbende for sikring af såvel rettidig færdsel samt stabile udbytter.
Stuehuset er løbende renoveret fra 1990 til 1996, afsluttende med helt ny overetage og ny overdækket terrasse i 2008.
Haven er omlagt i flere omgange – grundet undergrunden – for at bevare såvel sundt græs, som en rimelig jævn græsplæne.
3. generation måske på vej ?
Nicolaj Øvlisen er uddannet landmand med speciale i planteavl og spisekartofler.
I hans videreuddannelse beskæftiger han sig pt. med økonomi og finansiering inden for landbrug.
Fra 2010-2017 dyrkede han tidlige vildmosekartofler, og special vildmosekartofler (asparges, røde Cerise og blå congo), som blev afsat til restauranter og butikker i nærområdet samt Aalborg.
Tursilgaard
Planteavlen på Tursilgaard
Afgrøder
– Hovedafgrøden er Vårbyg til fremavl eller malt (ØL-produktion) – som dyrkes på spagnumjordene på Tursilgaard.
– 2. afgrøde er Vinterafgrøder, som fortrinsvis dyrkes på jorde lige i kanten af St. Vildmose. Der er tale om primært vinterhvede og sekundært vinterbyg.
– På lejede arealer dyrkes der endvidere EnergiPil, til egen varmeproduktion (tørring af korn og opvarmning) og salg til varmeværker.
– Der udlejes ca. 1/3 af arealerne tilhørende Tursilgaard til produktion af Vildmosekartofler. Dette sker i en 3 års rotations/omdritsordning med lejer.
– 3. generation af familien Øvlisen på Tursilgaard har i årene 2010-2017 dyrket tidlige Vildmosekartofler under dug og specialkartofler (Asparges, Røde Cerisa, Blå Congo) til restauranter og butikker i nærområdet, primært Aalborg. Grundet uddannelse er denne produktion ikke pt. aktiv.
Bygninger m.v.
Tursilgaard er en 3 længet ejendom.
– Stuehus, garage og fyrrum i den ene længe
– Værksted i den 3. længe
– Disse bygninger er forbundet med en trælade, som idag bruges til håndtering, og delvis opbevaring af kornet, samt opbevaring af nogle af maskinerne
– Der er først i 1970’erne bygget et maskinhus.
– Bag gården står en Amerikanersilo til korntørring og opbevaring – bygget i 2007.
Billedkavalkade
Markarbejdet
Årets gang i marken – korndyrkning
Tursilgaard
Bygninger og udenomsarealer
Specialafgrøder
Energipil på lejede arealer.
Specialkartofler V/3. generation
Historien om Store Vildmose
Tilblivelsen af Vildmosen – spagnumplanten
Store Vildmose er en højmose, hvilket vil sige den er etableret “oven på” gammel havbund. Etableringen startede ca. 1500 år før vor tidsregning og udbyggedes frem til år 6-700, og medførte et op til 5 m tykt spagnumlag, der dækkede et areal på 6.000-7.000 ha.
Spagnumplanten trives i et så surt miljø, og uden anden næring end det luften afgiver. På denne baggrund kan intet andet end spagnum kan gro der. Tillige “omsættes” spagnumplanten ikke når den dør, hvorfor “Mosen” består af ukomposteret spagnumplanter/planterester – dvs. 100% organisk materiale – det sure og næringsfattige miljø giver et konserverende miljø – både for spagnumplanten selv, men også for evt. “fremmedlegemer” der måtte “komme forbi”, f.eks. mennesker der fare vild i mosen og/eller falder i et mosehul.
Højmosen har sit eget “økosystem”, hvor den optager alt vandet fra nedbøren, og holder på dette, som en badesvamp. Den er derfor ikke afhængig af grundvand, eller afgiver vand til omgivelserne.
Den “rå mose” kan nu opleves på Damvej og omkring Dalgasvej. Ved damvej er der opført et udsigtstårn og formidlingstavler omkring mosen. Man kan tillige gå ind på mosen og selv opleve at stå og hoppe hvordan “Svampen” opleves – og hvordan der dannes små vandpytter hvor man har gået, selv i den tørreste periode om sommeren.
Det meget vand i mosen (selv i de opdyrkede arealer) medfører at der holdes en lav temperatur – lavere end på almindelige jorde, som ikke i samme grad holder på vandet. Dette medfører at når solen efter en solrig dag forsvinder afgiver jorden ikke kun varme men også vand – som har en levere temperatur end luften – i sommerhalvåret betyder dette tåge – heraf udtrykket “Mosekonen brygger”
Opdyrkningen af Vildmosen
Interessen for Mosen kommer af 2 omgange, og starter med industrialiseringe og starten på det “moderne” samfund i starten af 1900 tallet. Forinden har lokalbefolkningen i samfundene omkring mosen brugt mosens spagnum til brænde/varme i vinterhalvåret. Mange havde hvert sit “jordlod” som de gravede tørv på om sommeren til brug om vinteren.
Under 1. verdenskrig opstod der mangel på energi, hvorfor staten besluttede at udnytte tørvene til energi; hvorfor staten i 1921 overtog et stort areal af Vildmosen med dette formål for øje. Efter 1. verdenskrig faldt kulpriserne, hvorfor den planlagte storstilede udnyttelse af tørven til energi aldrig blev realiseret, da kvaliteten som brændsel tillige var meget svingende/ustabil, sammenholdt med prisen for udnyttelsen.
1930’ernes krise og store arbejdsløshed, medførte at staten ved at opdyrke mosen både kunne udnytte den store arbejdsløshed og skabe basis for øget indtjening. Her etableredes grundlaget vor tids Vildmosekartoffelproduktion.
MEN opdyrkningn af mosen har været et langsommeligt og slidsomt arbejde, som jeg må henvise til selv at søge indsigt i genem litteraturen omkring dette.
Jeg koncentrer mig nu om historeien om de 19 staldgårde og Centralgården, omfattende ca. 1600 ha., hvoraf Tursilgaard er nr. 3.
1933 – 1950’erne
Aalborg Amts Landboforening foreslog i 1933 etablering af en “opdrætningscentral for tuberkulosefri og kastefrie kreaturer”
Man besluttede derfor at etablere et areal og bygningskompleks som “karantænestation” som et væsentligt projekt til opdyrkning af mosen. Få år efter opdyrkningen af mosen var der op mod 4.000 ungdyr til afgræsning på arealerne – halvdelen på de 19 staldgårde, resten på græs om sommeren fra omkringliggende kvæggårde.
I 1934 begyndte opdyrkningen af Sandels- og Damfennerne, sluttende med udlægning af arealerne i græs.
I 1935 forpagtede Mejeriernes Fællesorganisation i 10 år Sandels- og Damfenner – 1572 ha. Her byggede man 19 ens staldgårde bestående af 2 staldlænger, 1 trælade til oplagring af hø, samt 5 nedgravede siloer til opbevaring af ensilage. Samtidig byggede man Centralgården, hvor ledelsen og folkeholdet boede, og passede de 19 staldgårde og markerne. Til hver gård hørte ca. 100 ungdyr.
Byggeriet af de 19 staldgårde og centralgården skete i 1935 med rejsegilde 16. marts på centralgården og 29. oktober 1935 for de 19 staldgårde. Alle bygninger er bygget på nedgravede fundamenter i ca. 3 m dybde, hvorpå der blev støbt en jernarmeret betonplade, hvorpå de murede staldbygninger blev bygget.
8 af bygningerne er piloteret. Restten er som ovenfor beskrevet bygget på 4 rækker nedgravede/støbte betonpiller med få meters mellemrum.
Alt i alt et kæmpe byggeri under meget specielle forhold.
Opdyrkningen af mosearealerne viste sig meget besværlig og langt mere omstændigt end antaget, hvorfor staten i 1938 måtte overtage projektet. Staten etablerede “Vildmosetilsynet” som havde funktioner og administration placeret i mosen helt op til først i 1990’erne.
I 1948
var tuberkulosen udryddet og man begyndte afviklingen som “karantænestation”, hvorfor de enkelte gårde i perioden frem til 1953 blev forpagtet ud til selvstændige landmænd/forpagtere. Man indrettede ca. haldelen af den vestlige staldlænge som beboelse med køkken, stue, badeværelse, soveværelse, og 2 værelser. 3 af gårdene etablerede man dog selvstændig beboelsesbygning – den 4. længe, som dog ikke sammen bygget med de øvrige bygninger. Centralgården blev videreført som forsøgsgård.
Gennem 1950’erne og 1960’erne sled landmændende på de 19 staldgårde med opdyrkningen, og der var på en del gårde jævnligt udskiftning blandt forpagterne, det var kun de dygtigste og/eller stædigste der “holdt ved”.
Idag driver 5 kartoffelavlere jorden fra de 18 gårde – kun Tursilgaard drives selvstændigt.
Vildmosekartoflerne
Den største del af mosens opdyrkning omfattede 19 staldgårde og arealerne Vildmosetilsynet drev. Men en anden del der skulle vise sig at få stor betydning var De Danske Spritfabrikkers “forsøg” med avling af lækkekartofler på nogle andre arealer end de føromtalte. Dette arbejde startede også i 1935. Sorten Bintje var en af de første “store” sorter. Centralgården startede i 1944 en lignende fremavl.
Flere af forpagterne på de 19 staldgårde tog også kartoflen ind som en salgsafgrøde – således også på Tursilgaard, der endvidere var en af de 8 staldgårde med egen “kartoffelkælder”, som var etableret i 1940’erne.
Men avlen af kartofler var i mange år besværlig og stærkt risikobetonet. Det varlige fra risiko for sen nattefrost om foråret, våde somre med stor risiko for/med kartoffelskimmel og sidst en sen og besværlig optagning om efteråret, som måtte foregå med håndkraft, da maskinerne ikke kunne køre på de bløde mosearealer. Opbevaring og sortering foregik ligeså under “kumelige” forhold.
I takt med at velstanden i samfundet steg, steg kravene også fødevarerne og “københavnerne” fik øjnene op for Vildmosekartoflens særlige egenskaber – ensartet jævn og rund, med tynd, lys skræl og fri for skurv og andre “uregelmæssigheder”. Den jord der måtte “hænge ved” var let at vaske af. Alt i alt en nem kvalitetskartoffel.
1970’erne ->
Københavnerne var villige til at give en pæn merpris for de flotte og gode Vildmosekartofler og fra det tidspunkt vendte udviklingen i Vildmosen, fra at være et område kendt for lave udbytter, besværlige forhold og dermed dårlig økonomi for langt størsteparten af landmændene, blev der nu økonomi til at investere i både dræning og afvendign, maskiner og bygninger til ordentlig opbevaring om vinteren.
Vildmosens dyrkning idag er baseret på dyrkning af Vildmosekartofler. Dyrkningen er idag præget af stærk specialisering og fokusering omkring dyrkningen og pasningen, hvor intet lige fra lægning, pasning over optagning til opbevaring, sortering og pakning er overladt til tilfældighederne, men basere sig på de mange års erfaringer med kartoflerne og dyrkningen i den særlige spagnumjord. Alt sammen med formål at levere den ypperligste kartoffel til forbrugerne i hele Danmark.
Vil du vide mere om Vildmosens historie, De 19 staldgårde og Centralgården eller Vildmosekartoflerne, så besøg
Vildmoseporten, på Biersted Mose Vej 277, 9440 Aabybro –